Fantastisk intensitet i næsen med søde sorte kirsebær, rød æblekompot (ethanal) og tranebær. Der er et reduktivt præg med svovlede aromaer sammen med tørrede rødviolette blomster, masser af acetone og blid kamfer. Virkelig delikat og samtidigt supersaftig næse, som mere minder om Nebbiolo fra en perfekt årgang. Der er bitre rødder, tørrede krydderurter, balsamico, læder, tjære, lakrids; alt hvad Brunello-hjertet begærer. Det er slikket, saftigt og utroligt betagende.
Men paletten er endnu vildere. Her bliver frugten perfekt afrundet og nærmest sødlig i det. Der er en kæmpe saftighed med en smag af både tørrede og syrlige kirsebær, ribs, tranebær og røde æbler. Den volatile syre er høj og giver en stor kompleksitet i form af sød eddikelage. Desuden er der en god mineralitet med ler, knuste sten og bagt jord.
Vinen er tør med en sofistikeret sødmefornemmelse, som faktisk næsten bliver for pleaseragtig og for perfekt. Syren er høj, men man savner faktisk lidt mere tannin, som her “kun” er eleveret. Vinen er så saftig og moden, at et højere tanninniveau ville kunne udligne lidt. Alkoholniveauet er eleveret (14%), og heldigvis ikke overdøvende for denne intense stil.
Stor Brunello med kæmpe sex appeal. Drikker perfekt nu, og bør ikke vinde ved yderligere flaskelagring.