WineManual Rock Ferry, 3rd Rock Sauvignon Blanc 2019 (Marlborough GI)

Rock Ferry, 3rd Rock Sauvignon Blanc 2019 (Marlborough GI)

88/100 point

God intensitet i næsen med en noget reduktiv fremtoning, som giver svovlede noter af flint, kalk og metal. Underliggende er der dog fine aromaer af lime, umoden ananas og asparges. Det er en ret behersket duft, hvor man ikke bliver bombarderet med pyraziner og passionsfrugt. Her læner stilen sig nemlig mere op af Riesling, hvor man samtidig får et meget simpelt udtryk, selvom der dog er undertoner af solbærskud og stikkelsbær, som afslører Sauvignon’en.

Passionsfrugten kommer dog frem på paletten, men i en lettere umoden form, som er med til at intensivere friskheden i samarbejde med den høje og sprøde syre. Det er en citrusstyret vin med umoden tropisk frugt og grøn rabarber. Stikkelsbærrene kommer også frem mod afslutningen og her fremstår de også grønlige i udtrykket. Man får altså mere klassisk Sauvignon Blanc-karakter i smagen end i næsen.

Vinen er tør med forfriskende høj syre, hvor både kroppen og alkoholen er moderat.

Ret tilbagelænet og forenklet Sauvignon Blanc i en mere umoden og elegant stil. Måske et hit for nørderne, men det brede publikum vil nok foretrække endnu mere typicitet.

New Zealand
South Island
100% Sauvignon Blanc
New Zealand
South Island
100% Sauvignon Blanc