WineManual Hacienda Solano, Viñas Viejas 2013 (Ribera del Duero DO)

Hacienda Solano, Viñas Viejas 2017 (Ribera del Duero DO)

88/100 point

Ungdommelig og lettere rodet næse, som udstråler laktiske aromaer i form af ferskenyoghurt. Man fornemmer dog kvaliteten i druematerialet, hvor solmodenheden kommer frem i frugten, som her byder på røde blommer, kirsebær og tørrede jordbær. Der er tørrede rødviolette blomster sammen med tobak, sursød sovs og varme krydderier. Man mærker også en klassisk note af jod, som bakkes op af læder og leret kompost. Meget robust, tæt og kraftig næse, som alligevel har den forventlige kølighed fra Ribera del Duero.

På paletten fornemmer man køligheden. Her bliver frugten mere ribsagtig og blommerne bliver syrligere. Alligevel er der en bagvedliggende solmodenhed, som giver associationer til varmere himmelstrøg. Jordnoterne og krydderierne tager over her – især jod, nelliker og cedertræ. Det er ikke en saftig vin, men mere en koncentreret stil, der highlighter terroiret på højsletten, hvor frugt og kølighed pænt forenes. Fadet spiller også på de franske egenskaber, som bidrager med opstrammende og halvbitre bagværkskrydderier.

Vinen er tør med fin krop samt eleveret syre, tannin og alkohol.

Klassisk og moderne Ribera del Duero, som mangler lidt frugt, men som kan lagre pænt de næste 5-10 år.

Spanien
Castilla y León
99% Tempranillo og 1% Albillo
Spanien
Castilla y León
99% Tempranillo og 1% Albillo