WineManual Carlo Revello & Figli, Barolo 2015 (Barolo DOCG)

Carlo Revello & Figli, Barolo 2015 (Barolo DOCG)

89/100 point

God intensitet i næsen med delikate og forfinede aromaer af både syrlige og tørrede kirsebær, brombær og ribs. Der er en flot volatil syre, som opløfter duften med parfumeret acetone, hvilket også harmonerer pænt med de klassiske noter af roser og violer. Man får en forventelig jordet udstråling, som byder på bark, bitre rødder, harpiks og tjære. Mineraliteten er ligeledes flot med en god portion støv og fugtig muldjord. Klassisk udtryk, som dog hælder mere til den umodne side, hvilket er lidt atypisk for 2015.

Paletten føles lidt rodet, hvor frugt, krydderi og mineralitet ikke er så sammentømret. Strukturen hjælper dog med at opretholde en god koncentration i den røde frugt, som både føles syrlig og solmoden. Noterne af kirsebær, blomme og tranebær føles frisk, men der mangler lidt dybde. Den jordede karakter er også fint afstemt sammen med mineraliteten, men de tre komponenter spiller ikke helt så godt sammen. Smagen er igen til den lidt bitre og umodne side.

Vinen er tør med fin krop samt høj syre, tannin og alkohol.

Klassisk Barolo, der udviser mere forfinethed og tilbagelænethed ift. årgangen. Den har dog en flot syre for 2015, hvilket også bidrager med mere gemmepotentiale.

Italien
Piemonte
100% Nebbiolo
Italien
Piemonte
100% Nebbiolo