WineManual Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône Villages Terre D'Argile 2018 (Côtes du Rhône-Villages AOP)

Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône Villages Terre D’Argile 2018 (Côtes du Rhône-Villages AOP)

91/100 point

Koncentreret og meget ungdommelig ristet frugt i næsen såsom jordbær, hindbær og rød blomme. Desuden finder man røde blomster, skovbærte, puddersukker og kandiseret appelsinskal. 

Man fornemmer lidt whole cluster med aromaer af bitre stilke og et blidt fadpræg med lidt toast og karamel, som sammen giver bittesmå associationer til californisk Pinot Noir. Det er dog trods alt stadig et genkendeligt og livligt Sydrhône-udtryk, som her har brug for et par år til at falde på plads.

Paletten er også ungdommelig, men mere harmonisk end næsen. Man får en imponerende balance i frugten, som fremstår både bagt og solmoden, og som spiller herligt sammen med rosmarin, sød lakrids og grapefrugtskal. Smagen får et løft mod afslutningen, hvor hele oplevelsen koncentreres og munder ud i en mineralsk eftersmag af grus og bagt jord.

Vinen er tør med fyldig krop, moderat syre, lette tanniner og høj, men velbalanceret alkohol. 

Endnu en dejlig vin fra en af topspillerne i Côtes du Rhône. Forførende intensitet og harmoni, som vi også serverede blindt til et selskab af garvede vinsnobber, som alle gættede Châteauneuf-du-Pape og derefter tabte kæben over prisen.

Frankrig
Côtes du Rhône
25% Grenache, 25% Syrah og 25% Mourvèdre og 25% Carignan
Frankrig
Côtes du Rhône
25% Grenache, 25% Syrah og 25% Mourvèdre og 25% Carignan