Saftig, og nærmest likøragtig næse med aromaer af fyldte chokolader, ristede blommer og soltørrede jordbær. Man fornemmer lidt brettanomyces i form af stald og læder sammen med en opløftende volatil syre, som dufter af sødlig syltelage. Den høje alkohol giver desuden en sødlig og noget brændende fornemmelse, som klæder stilen godt, men som også er lidt voldsom.
Paletten er flot sat sammen, hvor man får en fin kølighed i den ellers saftige og solmodne røde frugt. Alkoholen er en smule brændende, men den bidrager dog med koncentration, sødmefornemmelse og en god fedme. Vinen smager rigtig godt, men den kradser lidt i halsen. Derfor er den oplagt til kraftig dansk mad, hvor både retten og vinen komplimenterer hinanden.
Heldigvis kan disse sydfranske Grenache-vine godt tåle den høje alkohol, da man typisk ikke lagrer på nye fade. Kombinationen af høj alkohol og en luksuriøs fadbehandling på ny eg vil smadre en vin totalt, og sende den helt ud af balance. Her har vi dog et rent udtryk af Grenache Noir, som har en naturlig høj alkohol og frembrusende, saftig karakter.
Vinen er tør med fyldig krop, moderat syre, eleveret tannin og tårnhøj alkohol.
Smagfuld vin for sin stil med masser af power. Alkoholen er lidt for uharmonisk, men drikkevinduet er også nu, da yderligere lagring vil fjerne saftigheden og friskheden i frugten.