Ekstremt ekspressiv næse med dybe noter af ananas og mango, som blender rigtig flot sammen med parfumerede volatile noter af limstift og neglelaksfjerner (ethylacetat). Man fornemmer desuden en lille smule terpener i form af appelsinolie og meyercitron, som giver orangevinsassociationer samt en reduktion af flint og ristede frø, som minder om Chablis.
Underliggende finder man et fadpræg som i Côte de Beaune af toast og saltkaramel, som yderligere feder duften op. Selvom, at vinen er delikat og elegant, så er den stadig meget volumiøs – måske endda for heftig.
På paletten er frugten mere nedtonet med flot ananas, stenfrugt og umoden klementin. Den volatile syre fremstår mere som kombucham, som især river i afslutningen. Fadet er ikke dominerende, men giver alligevel en cremet og laktisk fornemmelse, som sammen med frugten leder tankerne hen til Solero-isen.
Det føles som om, at syren er en anelse kvabset grundet de sekundære noters dominans. De volatile noter af kombucha giver dog en falsk syrefornemmelse uden at bidrage med egentlig friskhed.
Vinen har en udemærket krop, stadig eleveret syre, moderat alkohol og ingen fenolisk bitterhed.
Meget tiltalende og vellavet vin, som dog kan føles lidt for voldsom. Det er som om, at vinen vil maxe ud på for mange parametre, hvor lidt mere fokus på mineralitet og simplicitet kunne være mere fordelagtigt. Den volatile syre er også lidt for voldsom i eftersmagen.