Uden tvivl Tempranillo i næsen, hvor vi får god intensitet med fremtræden amerikansk fad, der viser dild, kokos, kommen og karry. Underliggende er der både sur og tørret blomme, ribs og tørrede rødviolette blomster. Det er en kompleks næse, der oser af sursød sovs, jod, læder og krydderier sammen med en mineralitet af bagt jord.
Paletten har en fin kølighed, hvor mere syrlig rød frugt dominerer den tørrede profil. Der spilles mere på mineraliteten med ler og kompost sammen med den overskyggende fadindflydelse, hvor dild og kokos møver sig frem.
Vinen er tør med en kølig fylde sammen med eleverede tanniner, syre og alkohol.
En klassisk Ribera del Duero, som fremstår solid og macho med en forventeligt dominerende, men indbydende udstråling, af amerikansk fad, der dog mangler et lille kvalitetsløft. Reserva-lagringen har dog gjort vinen godt og bidraget med tiltrængt kompleksitet.
Man bør tappe et halvt glas og lade vinen stå i et koldt køleskab natten over, for at smide en uvelkommen og kvalm laktisk flødekaramel aroma, som dominerer for meget ved åbningen.