Næsen er en smule tilbageholden. De mest fremtrædende noter er kaffegrums, brun farin, rugbrød og en anelse appelsin.
I munden er det en smagseksplosion af mørk honning, ristede kaffebønner, makroner og overmodne ferskner. Man kan ikke andet end at smile, når man smager denne sherry.
Det er på grænsen til at være for overdrevet, men syren i vinen går ind og gør den til en gennemført dessertvin med masser af kompleksitet og karakter. Der er et højt restsukkerindhold, som gør vinen tyktflydende og cremet. Et lille glas er derfor rigeligt til at tilfredstille den søde tand.