Tilbagelænet og meget volatil næse med tydelige noter af kombucha. Derudover er der syrlig klementin, oxiderede druer og ethanalaromaer af stødte æbler. Det er en ufiltreret og usvovlet orangevin, som også klart spiller på de funky og oxiderede noter, men der er også noget reduktion i form af røget flint og svovl.
På paletten er det ligeledes en forsigtig vin, men her får man mere vingummismag mod afslutningen sammen med en del alkoholiske cidernoter, som hænger ved længe i eftersmagen. Man fornemmer også tanninen fra skindkontakten, som giver en spændende tekstur. Smagen er mere tilbageholden end næsen, og føles altså mere udvandet – især i ankomsten. Forvent derfor ikke en bombastisk vinoplevelse, men en mere forfinet og delikat fornemmelse.
Vinen er tør med let krop, eleveret syre og alkohol samt blide tanniner.
Meget klassisk og frisk orangevin, som highlighter de balsamiske og oxiderede naturvinsnoter, men som desværre ikke formår at fremvise en tydelig personlighed.