Udviklet næse, som viser klassiske noter af neglelaksfjerner (ethylacetat) sammen med både syrlige og tørrede kirsebær samt røde nedfaldsæbler (ethanal). Man fornemmer alderen, som har transformeret næsen over i en tertiær retning med tørrede frugt- og jordnoter. Fin intensitet og kompleksitet, men stadig lidt rodet sammensat.
Paletten har en god fylde og en fin dybde, hvor kirsebær, volatil syre og tørrede brombær dominerer. Man fornemmer læder, tjære og en fin mineralitet af knuste, røgede sten. Balancen mellem frugt, struktur og alder er fint afstemt, hvilket også harmonerer med forventningerne til den legendariske 2016-årgang.
Vinen er tør med fyldig krop samt eleveret syre, tannin og alkohol.
Til prisen, og med alderen taget i betragtning, er dette en kompleks, dyb og vis Sangiovese. Bør ikke udvikle sig til det bedre ved yderligere lagring, men kan nok godt holde sig et par år mere i kælderen.