Supersaftig og varm næse med tørrede sorte kirsebær, blå blommer og frugtkage. Det er klart Sangiovese og italiensk kirsebærfrugt, som dominerer, men Montepulciano’en giver en Merlot’sk saftighed og dybde, som er virkelig betagende. Fadet giver også en Pomerol-agtig fornemmelse – fra en varm årgang vel at mærke. Superflot næse, som er pakket med tørret krydderi og dyb frugt.
Paletten er ligeledes meget saftig og moden, hvor smagen spejler næsen rigtig flot. Smagen er lidt mindre kvalitetsbetonet end næsen, men til prisen er dette stadig en imponerende vin. Vinen er moderne og ren i stilen med et klogt fadbrug, som opfeder og gør vinen mere kraftfuld. Vinen er lidt svovlet og meget ekstraheret.
Det er en tør vin med god frugtsødme og fyldig krop. Syren er lidt over moderat, tanninerne er bløde og alkoholen eleveret.
Sjældent falder man over kvalitetsvine til så lave priser – men her har vi en sikker og drikkemoden vinder. Perfekt til den mere sofistikerede og kvalitetsbevidste danskerpalette.