God modenhed i næsen, hvor man får saftige skovbær af jordbær og hindbær sammen med sorte kirsebær. Der er masser af violer og syrener sammen med en forventelig røget og svovlet karakter her i sin ungdom. Desuden får man den klassiske Spätburgunder-note af rød lakrids, som blandes med sorte teblade, muldjord og vildt. Klassisk, elegant og kvalitetsbetonet Pinot Noir-næse.
Paletten har en stor friskhed og imponerende elegance, der stråler af kvalitet. Her er der en delikat smag af naturligt modnede skovbær sammen med den røde lakrids, flot floralitet og en lille opfriskende note af helklaser, som giver en lidt stilket og pebret fornemmelse. Man fornemmer noget fennikel, tørrede krydderurter og læder, som fremstår meget forfinet. Let og sofistikeret smag med god typicitet.
Vinen er tør med moderat krop, eleveret syre, lave tanniner og lettere eleveret alkohol.
Jakob Jung overrasker endnu engang ved at levere en kvalitet, som man typisk skal betale tre gange så meget for i Bourgogne.