Stor intensitet og koncentration i næsen med dybe noter af saftig sort og blå frugt såsom kirsebær, blommemarmelade og blåbærlikør. Der er desuden tørret frugt af figner og svesker sammen med tørrede rødviolette blomster og lidt henfaldne grønne noter af bregner. Fadet er meget velintegreret og byder på noter af vanilje, chokolade, bagværkskrydderier og kanel.
Flot og udviklet udtryk, som til prisen udstråler god kvalitet og livlighed.
Paletten spejler næsen fint, hvor man får en lækker floralitet af violer i ankomsten, som så glider over i en blanding af både syrlig og likøragtig blåsort frugt. Man får også en moderat mineralitet af mudret ler, som får tankerne hen på Merlot. Der er god, kontrolleret power i vinen samtidig med, at man får noget elegance og kompleksitet fra flaskemodningen.
Vinen er tør med en fin sødmefornemmelse fra den likøragtige frugt. Det er en fyldig vin med eleveret tannin, syre og alkohol.
Rigtig flot Malbec til prisen fra en af topproducenterne i Mendoza. Vinen drikker rigtig fint nu, men kan også gemmes fem år mere.