Meget koldgæret og ungdommelig næse, der viser noter af pærevingummi, fersken og honningmelon, som indhylles i en cremet sur lie-fornemmelse. Rimelig slikket og sødligt udtryk, der mangler Grünerens krydrede og grønlige elementer af bl.a. radise, ærter og selleri. Man præsenteres altså for et meget ordinært konsumvinsudtryk.
Paletten har en cremet fyldighed og udstråler ligeledes vingummiagtig frugt, som har en let sødmefornemmelse. Igen får man ingen krydrede eller grønlige noter, men der er dog noget cremet mandelsmør. Vinen smager godt og er indbydende og letdrikkelig, men den er bare hamrende ukompleks. Der findes millioner af vine, som smager på samme måde, så vinen mangler i den grad personlighed.
Vinen er tør med en lille sødmefornemmelse. Kroppen er lidt over moderat, syren er eleveret og alkoholen moderat.