Ungdommelig og saftig næse med ristede sorte blommer, hindbær og svesker. Der er desuden tørrede violette blomster og krydderurter sammen med en flot og gennemgående peber. Udtrykket er både solmodent, men også kontrolleret med en halvkølig og nærmest rhônsk udstråling med god balance.
Paletten er saftig med mere sød rød frugt, som dog har en god og solid koncentration. Man fornemmer en god harmoni mellem peber, tørrede krydderurter og hængt kød. Udtrykket er mere ordinært og usexet end næsen, hvor sødmen er lidt for fremtræden. Det bliver altså for domineret af de tørrede druer.
Vinen er tør med nogle få gram betydelig restsukker. Kroppen og alkoholen er eleveret, mens tanninerne og syren er moderat.
En fin Monastrell med sydfransk inspiration, hvis sødme desværre bliver for tung i længden.