Lækker og aromatisk næse med masser af blød banan, røde kirsebær og tørrede violette blomster. Duftprofilen er elegant og i stil med Nebbiolo – dog mere speciel og bombastisk grundet den udprægede bananaroma.
Paletten har en moderat krop, men er stadig supersaftig med meget moden frugt, bark og masser af kalket mineralitet.
Mundfølelsen er ligeledes som Nebbiolo/Sangiovese, men dog med blidere tanniner. Det er heller ikke mærkeligt, eftersom man mener, at en af Gaglioppo-druens forældre netop er Sangiovese.
Vinen er tør med en god sødmefornemmelse fra den modne frugt. Der er udemærkret syre samt fin krop og intensitet.
En flot og struktureret vin, som intensiveres mod afslutningen. Bør drikkes nu.