Superflot næse med god intensitet, hvor man får dybe aromaer af tørret abrikos, kandiseret citron og appelsin samt bagt kvæde, ananas og banan. Det er et meget præcist og komplekst udtryk, hvor eksotiske krydderier, hvide blomster og botrytis i form af honning og ingefær også spiller ind. Gennemgående belægges aromaerne af en cremet bivoks, mandelpuré og lidt skovbund.
Paletten er mere nedtonet, men stadig superklassisk. Her finder man igen stenfrugt, ananas og bagt træfrugt sammen med syltet ingefær, kamille og honning i afslutningen, hvor man får en flot og halvoxideret fornemmelse, som hænger godt ved i munden.
Vinen er tør med nogle betydelige gram restsukker, der feder kroppen op. Syren er moderat og alkoholen lettere eleveret.
Her får man virkelig meget klassisk Pinot Gris i denne indgangsvin fra en af de mest hyldede producenter i Alsace. Sjældent rammer man typicitet og kvalitet så præcist i røven for de småpenge, man må ofre for dette pragteksemplar.