Fin intensitet i næsen, der dog er meget fadtung med flødekaramel, kakao, vanilje og kanel. Det dufter altså af kanelkiks, hvor der underliggende er et flot druemateriale, der afgiver mørke kirsebær og blommer.
Paletten har en kraftig og sød ankomst, som føles meget kageagtig. Mod midterpaletten samles vinen og skaber en kontrolleret og solid struktur – selvfølgelig stadig med masser af power og alkohol, som er forventeligt for Jumilla i denne prisklasse.
Havde Monastrell’en stået alene, var denne vin gået fuldstændig amok. Cabernet’en giver derfor heldigvis lidt syre og struktur.
Vinen er tør, men stadig med lidt restsukker. Syren har dog stadig lidt svært ved at følge med den høje alkohol, men tanninerne er fint integrerede. Kroppen er selvfølgelig også meget fyldig grundet alkoholen, sødmen, det overdrevne fad og den solmodne frugt.
En bombastisk vin med godt druemateriale, der dog er blevet voldtaget af for meget fad.