Meget saftig og dyb næse med hindbær- og solbærlikør samt masser af volatil syre i form af remoulade. Vinen har opnået en fin udvikling, hvor udtrykket føles tørret og modent med forventelige pyraziner, der giver aromaer af mynte, røde stikkelsbær og grønne oliven.
Paletten har også stor saftighed og god fylde. Den røde og sorte frugt er igen likøragtig, men her i smagen får man flere fadnoter, hvor der især fremhæves chokolade, toast og velintegreret vanilje. Paletten mangler en smule kompleksitet og afslutningen er også en anelse kort.
Vinen er tør med en god sødmefornemmelse fra den likøragtige frugt. Syren er moderat og tanninerne er i den lave ende med en ekstrem blødhed. Alkoholen er eleveret og kroppen er fyldig.
Det er god hverdagsvin til få penge, hvor både saftighed, dybde og modenhed spiller på samme tid.
Bør drikkes nu, da syren og tanninerne ikke er særligt strukturskabende.