Høj intensitet i næsen med klassiske terpenaromaer af parfumeret litchi, rosenvand og appelsinolie sammen med tropisk frugtpunch, ferskenmarmelade og grapefrugtskal. Det er altså en letgenkendelig Gewürztraminer-næse, men der bliver krydret med noget funkiness fra Zind-Humbrechts “hands-off”-winemaking, hvor der dukker volatil syre op i form af kombucha, som bidrager med kompleksitet og personlighed.
Paletten har en imponerende blødhed med intense og komplekse noter af fermenteret tropisk frugt, håndcreme og honningkage. Afslutningen har en flot fenolisk bitterhed, som fungerer godt med det lidt funky udtryk.
Vinen er lige knap tør, da der er nogle få gram restsukker, som ikke formår at blive udlignet af den lave syre. Det er dog en fyldig vin med lettere eleveret alkohol, så vi har altså at gøre med en helt klassisk struktur.
Gewürztraminer er svær at holde af, da den er meget overvældende, men hvis man alligevel skal have et prisvenligt præmieeksemplar, som også har noget personlighed, så er det altså denne vin, man skal gå efter! Zind-Humbrect er dog ikke en repræsentativ producent, grundet deres mere naturlige winemaking.