Næsen er meget simpel med pærevingummi, kvæde og ananas. Mod enden af indsnusningen kommer der en svag aroma af sød lakrids – det er altså lidt som at dufte til en pose Matador Mix. Hvide blomster, bagt citron og lidt flint er også at finde.
Paletten er saftig og fyldig med simple smagsnoter, som heldigvis ikke er ligeså vingummiagtige. Vinen har et lille fadpræg, som er fint integreret, men kvaliteten af fadet er ikke særlig godt. Det smager mest af vaniljecola.
Vinen er ellers i fin balance med en middelmådig, men dog solid syre og en velintegreret sødme. Vinen føles en smule olieret, og smagen intensiveres hen imod afslutningen, hvilket gør oplevelsen lidt mere spændende.
En fin hvidvin lavet i en stil, man dog har smagt tusinde gange før. Vi savner personlighed og kompleksitet.