WineManual Cornelio Dinastía, Cornelio Emperador Reserva Tempranillo 2017 (Rioja DOCa)

Cornelio Dinastía, Cornelio Emperador Reserva Tempranillo 2017 (Rioja DOCa)

92/100 point

Stor intensitet i næsen med varmende fadkrydderi af flødekaramel, vanilje, mørk chokolade og toast. Frugten fremstår likøragtig med saftige blommer, jordbær og kirsebær. Man får desuden lækre aromaer af volatil syre i form af eddikelage samt en flot potpourri af tørrede rødviolette blomster.

Typisk for stilen, præsenteres man også for en metallisk note af jod og sursød sovs. Bagt jord, læder og ler giver desuden en flot rustikhed og jordet karakter.

På paletten får man ligeledes en stor intensitet, hvor frugten dog fremstår mere syrlig og mere klassisk for Rioja. Her udstråles røde blommer, ribs og mørke kirsebær.

Fadet er stadig meget tilstedeværende, hvor især flødekaramel og dild skærer igennem. Man fornemmer, at fadet har brug for at integrere sig mere i vinen med årene, og der er heldigvis også struktur nok til en positiv flaskelagring.

Vinen er tør med fyldig krop samt eleveret syre, tannin og alkohol.

Klassisk, men dog lidt heftig Rioja, som drikker fint nu, men som vil udvikle endnu mere dybde og kompleksitet indenfor de næste 10 år.

Spanien
La Rioja
100% Tempranillo
Spanien
La Rioja
100% Tempranillo