God og kølig intensitet i næsen med hvid fersken, gule blommer og kandiseret citrus. Der er en god og sødlig floralitet med hvide blomster og sukkerærter, som får følgeskab af våde sten. Udtrykket er cremet og fyldigt uden alt for meget vingummifrugt.
Paletten er fyldig med cremede botrytisnoter af honning, syltet ingefær og tørret abrikos. Der er desuden mild peber, mandel og varmende radisse. Smagen er under kontrol med en dejlig kølighed og modenhed.
Vinen er tør med en god sødmefornemmelse fra botrytis og moden stenfrugt. Syren er eleveret og blød og alkoholen er moderat.
En fin, fyldig og cremet Grüner, som ville fungere som en oplagt hverdagsvin.