God intensitet i næsen med ungdommelig ristet sort frugt, såsom blommer og brombær. Derudover finder man tydelige aromaer af tørrede rødviolette blomster, som fremstår lettere stilket med en fin bitterhed. Udtrykket er meget koncentreret og vellavet med yderligere aromaer af viol, røg og tørrede sorte kirsebær, som fremstår parfumeret.
Man finder ikke noget amerikansk fad i næsen, men der må være noget indflydelse fra franske fade, som tilføjer egetræ, lidt toast og bagværkskrydderier.
Paletten er solid og står som en fin gengivelse af næsen. Her spiller vinen dog mere på mineralitet med bagt jord og ler sammen med lidt mere syrlig frugt. Udtrykket er her mere macho, hvor der skrues ned for saftigheden og op for tørstoffet. Både sure og tørrede kirsebær samt viol dominerer smagsprofilen sammen med en piemontesisk volatil syre i form af blid neglelaksfjerner (ethylacetat).
Vinen er meget tør med god krop, eleveret syre og alkohol samt moderate tanniner.
En simpel, men jordnær vin, som ville være interessant at følge igen om 3-5 år.