Superdejlig og elegant næse med slikket blå blomme, bananskræl og tørrede sorte kirsebær. Underliggende bidrager den volatile syre, i form af blid acetone, med kompleksitet, og frem stormer også en usædvanlig aroma af vandmelonskoncentrat, som giver et kandiseret og interessant præg. Klassiske aromaer som anis, harpiks og teblade er også at finde.
Paletten har en fremtrædende og slikket sødme som feder kroppen gevaldigt op. Gennemgående er der dog den klassiske elegance og mineralitet, som her blender fint med kandiserede kirsebær, blå blommer og violer.
Afslutningen går over i bark og peberrod, som efterlader en flot bitterhed, der hænger ved længe.
Vinen er tør med god krop, høje tanniner og velbalanceret syre. Sødmen gør vinen mere indbydende – især her i sin ungdom, hvor man sagtens kan nyde den allerede nu. Man bør dog respektere, at denne vin bør have minimum fem år mere i kælderen for at danne visdom og tertiær kompleksitet.
En slikket, glædesgivende og enestående Barolo fra en af områdets største spillere.