Vinen har en rimelig flot lys og gylden farve med fine bobler, der danner en hurtig mousse. So far, so good.
Næsen overrasker og byder straks på milde autolysearomaer såsom ristet rugbrød og usødet wienerbrød. Frugtaromaerne kommer stille og roligt frem i glasset over tid. Det er gule nedfaldsæbler, fede og saftige pærer og lidt parfumeret citron. Det er klart nogle noter, som kan få tankerne hen på en usofistikeret blanc de blancs Champagne, men generelt har vinen en skarp og stram næse, som mest af alt minder om Macabeo-druen, som er rygraden i mange Cava-vine.
Smagen er dér hvor Dons gør sit unikke indtryk. Der kommer en spøjs smag af grøntsagsboullion og øl eller engelsk tør cider. Boblerne er meget i den fine prikkende stil og der hænger en klassisk eftersmag af brøddej i munden. Vinen har en betydelig, men egentlig velbalanceret restsukker, som forekommer lidt uintegreret.
Det er dansk mousserende som absolut er sjovt at smage! Niveauet når dog ikke op på det, vi finder i Champagne, selvom vinen her er produceret på samme metode med andengæring i flasken – den såkaldte traditionelle metode. Der måtte meget gerne være mere smæk på autolysenoterne.
De to druer, Solaris og Orion er nok ikke det helt optimale valg at lave mousserende vin på, men det er nu skønt, at man har valgt at bruge druer, som især bliver anvendt i den danske vinproduktion.
Vi ser frem til at smage mere danskproduceret mousserende vin i fremtiden – forhåbenligt til en lidt mere overkommelig pris!