Der er en sjov hørm af gummi i næsen ved første snus. Derefter kommer der friske noter af pomelo og nyslået græs. Vinen tager tankerne hen på Norditaliensk Garganega eller en vulkansk Riesling.
Strukturen er flot i denne Cava, idet moussen og syren er perfekt integrerede sammen med de letparfumerede frugter som kommer til udtryk. Det er gule blommer, cantaloupmelon og kiwi sammen med vådt hø, ahornsirup og salvie.
De gule blommer skaber en lidt underlig association til den østeuropæiske blommebrændevin, Slivovitz.
Det er tydeligt, at vi ikke er i Champagne, men det behøver ikke at være en dårlig ting. Cava har så meget at byde på og dette er et pragteksemplar af, hvad Spanien kan tilbyde.